Bemærk: Al information i bogen er udelukkende forfatterens egne meninger og fortolkninger. IslamGuide.dk deler nødvendigvis ikke alle af forfatterens udtalelser i bogen.
Nogle danske politikere kræver, at muslimer skal føle danskhed - sådan set nærmest være kristne. Men dette krav findes ikke i Grundloven - og er ikke i overensstemmelse med dansk tradition i øvrigt. Omvendt er der imamer, som mener, at ikke-muslimske i det vantro Vesten bør overholde islamiske retsregler angående profeten Muhammed. Et sådan krav findes hverken i Koranen eller islamisk tradition.
Hvad der savnes er gensidig tålsomhed. Hver part må tåle den andens "anderledeshed". Det opnår man måske, når man undersøger ligheder og forskelle mellem islam og Vesten.
Helmuth Schledermann foretager i bogen en kritisk analyse af de to kulturers retshistorie og samfundsfilosofi siden islams grundlæggelse for snart 1400 år siden. Der behandles emner som islam og demokrati, islamisk ret og vestlige menneskerettigheder, kvinders retsstilling, blodpenge, moskébyggeri, skoler med tosprogede, Muhammedtegninger m.m.
Forfatteren viser, at sharia ikke blot må opfattes som en retspraksis, der lader sig adskille fra Islam, men tværtimod er selve kernen i islam.
Forfatteren ser ikke den aktuelle situation som et "sammenstød mellem civilisationer". Snarere er det hans opfattelse, at situationen indbyder til en "sammenstødenes civilisering". En sådan kamp kræver tålsomhed, herunder overholdelse af fælles regler og fairness. Forfatterens åbne holdning fører til en accept af alles ret til at kæmpe for deres religion og politik i det offentlige rum.
Helmuth Schledermann er uddannet historiker og var i en lang årrække, 1970-2006, ansat ved Juridisk Institut ved Aarhus Universitet. Han forestod ledelsen af undervisningen i samfundsfilosofi og senere i retshistorie for jurister. |